– tøj til virkelige kroppe, ikke kun idealer
Mode har i alt for mange år talt, som om kroppen var noget, der skulle rettes til, før tøjet kunne få lov at fungere. Den skulle være smallere, højere, glattere, yngre eller mere symmetrisk. Jeg tror, mange stadig bærer rundt på den gamle følelse af, at det er dem, der er noget galt med, hvis tøjet ikke sidder, som de håbede. Men i virkeligheden er det ofte tøjet, der er for snævert tænkt.
Derfor er inklusiv mode ikke bare endnu et pænt buzzword. Det er en nødvendig korrektion af en branche, der alt for længe har opført sig, som om mennesker findes i et meget begrænset udvalg af proportioner, størrelser og udtryk. Og kropspositivitet er i den sammenhæng heller ikke bare et spørgsmål om selvtillid. Det er også et spørgsmål om repræsentation, adgang og respekt.
For mig er noget af det mest befriende ved den udvikling, vi ser nu, at moden langsomt er begyndt at flytte sig fra ideal til virkelighed. Ikke perfekt, og ikke hurtigt nok, men mærkbart. Flere brands forstår efterhånden, at det ikke er nok at sige, at alle er velkomne. Det skal også kunne ses i størrelsesudvalg, pasformer, billedsprog og i den måde tøjet faktisk er konstrueret på.
Her ser vi nærmere på, hvorfor inklusiv mode betyder noget, hvordan kropspositivitet har ændret samtalen om tøj, og hvad danske brands kan gøre rigtigt — og stadig gør for lidt af.
Kropspositivitet handler om mere end bare “at elske sig selv”
Kropspositivitet bliver nogle gange gjort lidt for let. Som om det bare handler om at kigge sig i spejlet og beslutte sig for at være tilfreds. Det er en meget pæn tanke, men også en lidt for enkel forklaring. For de fleste mennesker formes forholdet til kroppen ikke kun af dem selv, men også af den kultur, de lever i. Af billederne de ser, størrelserne de kan finde, og de normer de møder igen og igen.
Derfor betyder kropspositivitet i modeverdenen også noget meget konkret: at kroppen ikke hele tiden skal stå til ansvar over for tøjet. At du ikke skal føle dig som en undtagelse, bare fordi du ikke passer ind i et gammelt standardskema. At du ikke behøver læse en størrelse som en dom over din krop.
Jeg synes i virkeligheden, det mest interessante ved hele bevægelsen er, at den har ændret selve spørgsmålet. Før spurgte mange: “Hvordan får jeg mig selv til at passe bedre ind i det her tøj?” Nu spørger flere: “Hvorfor er tøjet ikke lavet med mig in mente?”
Mode er stærkest, når den ikke kun er lavet til én type krop
Noget af det mest gammeldags ved klassisk modekommunikation er forestillingen om, at én bestemt silhuet er mere rigtig end andre. I praksis er det jo absurd. Kroppe varierer i bredde, højde, længder, proportioner, alder og bevægelsesmønstre, og det burde være det mest naturlige i verden, at tøjet gør det samme.
Når mode bliver inklusiv, sker der faktisk noget interessant med æstetikken. Den bliver ofte mindre stiv. Mindre optaget af at efterligne et meget smalt ideal og mere optaget af, hvordan tøj falder, bevæger sig og fungerer på forskellige mennesker. Det giver bedre design, ikke dårligere.
Jeg har altid syntes, at den stærkeste mode er den, der ser ud som om rigtige mennesker kan leve i den. Ikke kun posere i den.
Danske brands har en mulighed — men også et ansvar
Dansk mode har længe været god til at tale om enkelhed, funktion og designbevidsthed. Det er en styrke. Men den styrke bliver først for alvor interessant, når den bliver brugt på flere kroppe end de samme gamle standardmodeller. For hvis dansk mode vil være moderne i mere end bare farvevalg og snit, er den nødt til også at være moderne i sin forståelse af, hvem tøjet er til.
Flere danske brands er heldigvis blevet bedre til at arbejde med bredere størrelsesudvalg, mere varierede kampagner og større fokus på pasform. Men der er stadig forskel på at inkludere og på at signalere inklusion. Den første kræver faktisk arbejde. Den anden kræver mest en castingbeslutning og en pæn tekst.
Det, jeg personligt savner lidt mindre snak om og lidt mere af, er tøj, der tydeligt er konstrueret med forskellige kroppe i tankerne fra starten. Ikke bare flere størrelser af den samme idé, men mere gennemtænkte proportioner.
Størrelsesudvalg er ikke nok i sig selv
Et brand bliver ikke automatisk inkluderende, bare fordi det fører flere størrelser. Det er selvfølgelig et vigtigt skridt, men det løser ikke alt. Hvis pasformen stadig er tænkt ud fra én kropsform og bare skaleres op eller ned mekanisk, vil mange stadig stå tilbage med følelsen af, at tøjet ikke rigtig er lavet til dem.
Inklusiv mode kræver mere end et størrelsesskema. Det kræver forståelse for forskelle i hofter, bryst, længder, taljeplacering, overarme, lår og bevægelse. Det kræver, at man designer med variation som præmis, ikke som undtagelse.
Det lyder måske teknisk, men det er faktisk her, hele forskellen ligger. Et brand kan se meget progressivt ud på afstand og stadig skuffe voldsomt i prøverummet.
Repræsentation betyder mere, end nogle stadig tror
Der er stadig folk, som affejer repræsentation som symbolpolitik. Det forstår jeg ærligt talt ikke helt. For billeder betyder noget. Hvis man i årevis kun har set tøj vist på meget ens kroppe, begynder man uvægerligt at tro, at tøjet kun hører hjemme dér. Og at ens egen krop er et problem, der skal håndteres, før man kan få adgang til stil.
Når kampagner og webshops viser forskellige aldre, størrelser, hudtoner og kropstyper, ændrer det ikke kun, hvem der føler sig set. Det ændrer også, hvordan tøj bliver læst. Man får et mere realistisk billede af pasform, fald og proportion. Og det er i sig selv en service til kunden, ikke bare en moralsk gestus.
Jeg synes faktisk, mode bliver mere interessant at se på, når den ikke ligner én lang gentagelse af det samme menneske.
Design, der tager kroppen alvorligt, er bedre design
Noget af det mest lovende ved inklusiv mode er, at det presser designere til at blive mere præcise. De kan ikke gemme sig bag et ideal og forvente, at kroppen tilpasser sig tøjet. De må tænke over længder, placering af sømme, stofvalg, stræk, taljer, skuldre og bevægelsesrum på en mere konkret måde.
Det fører ofte til bedre produkter generelt. For når et stykke tøj fungerer på flere forskellige kroppe, er det som regel, fordi det er tænkt ordentligt igennem. Ikke fordi det er neutralt eller kedeligt, men fordi designeren faktisk har forholdt sig til brug i stedet for bare billede.
Komfort er ikke det modsatte af stil
En gammel modefejl er idéen om, at noget først er rigtigt elegant, når det er lidt upraktisk. At man må lide lidt for silhuetten. Jeg tror, den tankegang er på vej ud, og det er godt. For noget af det, inklusiv mode også har været med til at gøre op med, er netop forestillingen om, at kroppen skal underordne sig æstetikken fuldstændigt.
Komfort er ikke kedeligt. Komfort er ofte det, der gør, at tøj bliver brugt. Og når tøj bliver brugt, lever det i stedet for bare at hænge som en idé i skabet. Det gælder i øvrigt for alle størrelser, ikke kun i plus-size-samtalen.
Sociale medier har ændret tempoet i samtalen
En stor del af forandringen skyldes selvfølgelig også sociale medier. Det er blevet sværere for brands at kontrollere fortællingen helt ensidigt, og almindelige mennesker har fået langt mere magt til at vise sig selv, dele erfaringer og kritisere de steder, hvor modebranchen halter.
Det har både gjort noget godt og noget trættende ved samtalen. Godt, fordi flere stemmer bliver hørt. Trættende, fordi alting meget hurtigt bliver sloganiseret. Men overordnet set synes jeg, udviklingen har været sund. Branchen er blevet tvunget til at lytte mere, og det havde den brug for.
Der er stadig udfordringer — og de er ikke små
Selvom inklusiv mode er rykket langt i retning af mainstream, er der stadig meget, der ikke fungerer godt nok. Mange brands viser diversitet i kampagner uden at følge op med størrelser, der faktisk er på lager. Andre bruger inkluderende sprog, men tilbyder stadig meget begrænset variation i pasform. Og nogle arbejder stadig ud fra et ideal, der bare er blevet pakket lidt pænere ind.
Det er også værd at sige, at inklusion ikke kun handler om størrelse. Det handler også om alder, handicap, højde, bevægelsesbehov, kulturel repræsentation og prisniveau. En virkelig inkluderende modeforståelse er bredere end den måde, emnet ofte bliver solgt på.
Konklusion
Inklusiv mode og kropspositivitet er ikke interessante, fordi de lyder godt i en kampagne. De er interessante, fordi de retter op på noget, modebranchen længe har gjort forkert: at designe og kommunikere, som om meget få kroppe tæller mere end alle andre.
Når tøjet bliver lavet til virkelige mennesker, bliver moden bedre. Mere brugbar, mere præcis og ofte også mere stilfuld. Ikke fordi alt skal være for alle på nøjagtig samme måde, men fordi flere skal kunne spejle sig i det, de møder.
For mig er det egentlig den bedste test: Føles moden som noget, man skal gøre sig fortjent til — eller som noget, der faktisk er lavet til at møde én, hvor man er? Når svaret begynder at være det sidste, er branchen på rette vej.